danskebankoleogborgen

Forsikring

Danske Bank i forsikringsopgør: Ledelsesansvarsforsikring vil ikke dække retsomkostninger i hvidvasksag

Danske Bank ser ind i en ny stridighed, skriver Berlingske. Banken indleder en voldgiftssag mod forsikringsselskab, der nægter at dække advokatregninger i forbindelse med hvidvasksagen. Danske Banks ledelse og bestyrelsen har anmeldt sagen for sent ifølge forsikringsselskabet. Et trecifret millionbeløb står på højkant.

Den ene kontrovers afløser den anden for Danske Bank. Sagen om hvidvask i den estiske filial af banken vurderes at resultere i en bøde på op mod 15,5 milliarder kroner. Og tidligere topchef Thomas Borgen er sagsøgt for 2,5 milliarder i en retssag, der afgøres i næste uge ved Retten i Lyngby. Danske Banks tilknyttede forsikringsselskab nægter imidlertid at samle regningerne for ledelsens retssager op.

Det er Berlingske, der i dag kan fortælle, at der er anlagt en voldgiftssag mellem de to parter, der skal afgøre, hvem der skal betale omkostningerne for den juridiske krisehåndtering. Stridigheden centreres om et trecifret millionbeløb, som ifølge dagbladets kilder alene går til advokathyre. Det gælder blandt andre advokatfirmaet Plesner, der har forsvaret Thomas Borgen i førnævnte søgsmål, hvor 155 investorer har stævnet den norske tidligere CEO gennem den belgiske virksomhed Deminor for at tilbageholde information, efter at aktiekursen tog et styrtdyk i kølvandet på Estland-sagens afsløring.

Det unavngivne forsikringsselskabs modsvar til Danske Bank lyder, at de var for sent ude, og derfor mener de ikke, at ledelsesansvarsforsikringen dækker. For allerede i 2014 blinkede advarselslamperne. Bankens interne revision, en intern whistleblower og det estiske finanstilsyn forsøgte alle at råbe vagt i gevær og påpege risikoen for hvidvask i Estland, men intet skete.

Ikke før de første dækninger af hvidvasksagen kom for en dag tilbage i 2017. Danske Bank valgte i øvrigt at tegne en ny og mere omfattende ledelsesansvarsforsikring i 2020 med en samlet dækningssum på over 600 millioner kroner, hvilket Danske Bank selv beskriver som værende ”langtfra tilstrækkelig” efter bestyrelsens opfattelse.

Det fremgår, at det ikke var muligt at tegne en forsikring på et højere niveau på daværende tidspunkt. Det skyldtes efter eget udsagn begrænset kapacitet på ansvarsforsikringsmarkedet. I Danske Banks fremlægning af aftalen står det dertil ordret, at ”forsikringen undtager […] dækning af krav, som på nogen måde er relateret til eller udspringer af Estland-sagen”.

Urimelig i samarbejdet

I sidste uge kunne InsideBusiness afsløre, at Danske Bank har betalt et tocifret millionbeløb til advokatfirmaet Plesner for deres forsvar af Thomas Borgen, og den betaling bunder i en intern klausul mellem ledelsen og banken. Af disse interne aftaler fremgår det, at banken vil holde Thomas Borgen skadesløs for dennes juridiske omkostninger forudsat et rimeligt samarbejde med banken i undersøgelsesforhold.

Det betyder implicit, at banken kan trække sin støtte til hver en tid. Denne ordning er ifølge Danske Banks pressechef, Stefan Singh Kailay, i InsideForsikring ”normal praksis”. Thomas Borgen selv har udtrykt manglende kendskab til, hvem der betaler omkostningerne for hans retssager.

Han vil også få svært ved at tilbagebetale de 2,5 milliarder kroner, som han er sagsøgt for, da han efter at have haft en oppebåret en årsløn i millionklassen som CEO hos Danske Bank nu blot har 600.000 norske kroner i egen formue. Uanset hvordan retssagen falder ud i næste uge, står Danske Bank altså med en advokatregning, som bankens forsikringsselskab ikke mener at have ansvar for.

I den fortløbende voldgiftssag repræsenteres Danske Bank af Jakob Lentz, advokat og partner i Bruun & Hjejle. Han understreger, at tvisten drejer sig om årlig fornyelse af ledelsesansvarsforsikringen, og hvad der er dækningsberettiget under den. Voldgiftssagen foregår bag lukkede døre.

Da InsideForsikring for 14 dage siden spurgte Danske Bank, om man har en forsikringsdækning til den tidligere ledelse, lød svaret fra bankens pressechef, Stefan Singh Kailay, sådan her:

“Det kan vi hverken be- eller afkræfte, så det har vi ikke nogen kommentarer til”.

 

Læs mere

Nye trusselsbilleder booster Michael Klitvads agentur

Massive prisstigninger ud over indeks fra Topdanmark

If’s topchef: Vi hæver priserne for at være foran inflationen

Investorer straffer Tryg-rival

Topdanmark hæver priserne. Investorer skuffet over vækstforventninger

Gjensidige hæver priserne markant

Tabt Nykredit-partnerskab begynder at koste hos Gjensidige