frank abel

Ugens optur: Frank Abel har selvtillid og med god grund

Administrerende direktør Frank Abel fra det nu snart tidligere Sønderjysk Forsikring kom lidt i vælten, da han for nylig lancerede, at Sønderjysk Forsikring skifter navn til Forsia Forsikring pr. 30. maj. Det vakte i hvert fald opmærksomhed, at det gamle, lokale selskab fra Sønderjylland, lagde sit navn i graven for at genopstå som Forsia, der...

Administrerende direktør Frank Abel fra det nu snart tidligere Sønderjysk Forsikring kom lidt i vælten, da han for nylig lancerede, at Sønderjysk Forsikring skifter navn til Forsia Forsikring pr. 30. maj. Det vakte i hvert fald opmærksomhed, at det gamle, lokale selskab fra Sønderjylland, lagde sit navn i graven for at genopstå som Forsia, der er et sammentræk af sloganet ’Forsikring for alle’.

Ambitionen bag navneændringen er, at selskabet ønsker at tilbyde alle danskere en forsikringsløsning, som passer til den enkelte, uanset hvor i landet de bor, og hvor i livet de står, som det så fint lød i pressemeddelelsen.

Om det er en god idé at skifte navn, må fremtiden vise, men man kan i hvert fald konkludere, at Frank Abel er en af de forsikringsdirektører, der for tiden udstråler en god portion selvtillid. Også selv om selskabet kom ud med et pænt stort forsikringsteknisk underskud i 2023 og samtidig skal ud at hente hundreder af millioner som kompensation for frasalget af erhvervsporteføljen til Gjensidige sidste år.

Som han i denne uge fortalte til InsideForsikring, er den gæve sønderjyde ikke i tvivl om, at man når målet om 1 milliard kroner i præmieindtægter, også selv om der går et halvt eller trekvart år længere tid i forhold til den oprindelige plan om at nå præmieindtægter for 1 milliard kroner den 31. december 2025. Et mål, der især er drevet frem af præmiestigninger og inflationsreguleringer.

Der er ingen tvivl om, at Frank Abel har fat i den lange ende. Ambitionen om at blive et landsdækkende forsikringsselskab, som bliver eksekveret gennem Forsia Forsikring, er bestemt ikke et usandsynligt mål. Allerede nu har den landsdækkende strategi båret frugt. Faktisk kommer hele 78 procent af selskabets forretning nu uden for Sønderjylland. Samtidig har man heller ikke mistet privatkunder i det sønderjyske. Det er ganske enkelt gået stærkere med den nationale strategi, end Frank Abel og holdet bag havde regnet med.

”Hvis vi møder nogen, der gerne vil være en del af vores familie, så hælder vi kaffe op. Nu får vi en mere moderne og agil koncernstruktur, som gør det nemmere at købe op,” sagde han til InsideForsikring i denne uge.

Måske er armbevægelserne store, men hvo intet vover, intet vinder, og netop det indtryk har man af Frank Abel og hans selskab. Han fremstår som en mand, der trods økonomiske udfordringer i 2023 har styr på sin forretning og ikke mindst den plan, han har fremlagt. Om han når sit mål, bliver interessant at følge.

Lige nu udløser det en ugens optur for at gå ud at løfte sit selskab til et nyt niveau.