Psykolog Tomas Chamorro-Premuzic tager i bogen med den knap så mundrette titel: ’I, Human: AI, Automation, and the Quest to Reclaim What Makes Us Unique’ læseren med på en øjenåbnende rejse gennem AI-landskabet.
For selv om AI har potentiale til at ændre vores liv til det bedre, har AI også en indbygget risiko for at forstærke vores værste karaktertræk og gøre os mere distraherede, selviske, narcissistiske, forudsigelige og utålmodige. Medmindre vi som mennesker griber muligheden for at holde fast i de vigtigste elementer af os selv – og møder AI-mulighederne med nysgerrighed, tilpasningsdygtighed og emotionel intelligens.
Nutidige realiteter frem for potentielle trusler i fremtiden
Ingen har i sagens natur data fra fremtiden, og derfor er det svært at vide, hvordan AI vil udfolde sig. Indtil nu har AI mest været en form for påvirkning af vores data. Især via nærmest selvgenererende algoritmer, som besidder en grænseløs kapacitet til at identificere skjulte mønstre i et stort datasæt via deres evne til at udvikle, lære, aflære, autokorrigere og optimere, uanset om de når (eller overgår) de menneskelige niveauer for intelligens.
Boganmeldelse
I, Human: AI, Automation, and the Quest to Reclaim What Makes Us Unique
Af: Tomas Chamorro-Premuzic
Forlag: Harvard Business Review Press
Sprog: Engelsk
Sideantal: 180
Pris: 214 kr.
ISBN13: 9781647820558
Stjerner: 6 af 6
Anmeldt af Sofie Breum, managing director, H&B Analytics
Bogen handler i mindre grad om, hvad AI kan udvikle sig til i fremtiden – og i højere grad om hvad der er sket indtil nu. Nutidige realiteter frem for potentielle trusler i fremtiden.
Mennesket bør søge at bryde ud af de søvndyssende tilpasninger af vores liv baseret på algoritmer. Blandt andet foreslår Chamorro-Premuzic, at vi skal søge at være mindre forudsigelige, for eksempel ved at se film, som Netflix aldrig ville forvente af os. Se videoer, som YouTube aldrig ville forvente. Linke op med forbindelser, LinkedIn aldrig ville forvente. For på den måde at leve et liv uafhængigt af algoritmerne – og føle sig ultimativt fri.
Når vi tager afstand fra AI og ser det, for hvad det er – computerkode designet til at gøre menneskelige opgaver mere forudsigelige – så kan vi også begynde at forstå, hvad denne tilføjelse til teknologievolutionen betyder for os som mennesker. Vi oplever for første gang en signifikant social forandring ulig noget, der er set før. En forandring drevet af tre faktorer: en hyperconnected verden, dataficering af mennesket og den lukrative forretning, der kan bygges på at kunne forudsige mennesker.
Menneskeheden er work in progress
Vi sidder stadig i førersædet, om end det ikke altid føles sådan. Førerløse biler kører kun på forsøgsordning, og forhåbentlig kommer der ikke førerløse mennesker i den nærmeste fremtid.
Så længe vi som mennesker har en sjæl – og en evne til at lytte til den – kan vi undgå at tabe os selv til evig digital glemsel. Vi er mere end det dataudledende fartøj – og vi skal huske at påskønne vores evne til at elske, græde, lugte og smile, for det er alt sammen fortsat udelukkende forbeholdt menneskelig aktivitet.
Forfatteren agiterer for, at vi har en fantastisk mulighed: At udnytte AI til at opgradere menneskeheden frem for at lade den medvirke til en degradering af os. Vi har en chance for at udvikle vores art, men kun hvis vi er i stand til at anerkende, at AI risikerer at forstærke vores destruktive tendenser, og at vi skal stå tidligt op for at fastholde vores placering i førersædet.
Letlæselig og tankevækkende bog
Bogen er velskrevet med et godt flow og en behagelig kort længde. Forfatteren formår at formidle teknisk relevante informationer på et tilstrækkelig dybt niveau, til at det ikke bliver ligegyldigt, men samtidig et flow og et abstraktionsniveau, der holder interessen.
Bogen bør læses af alle, der overvejer, hvad AI egentlig kan påvirke i deres egen og vores samfunds hverdag.
Anmeldt af: Sofie Breum, managing director, H&B Analytics
Læs mere
Indsigtsfuld udgivelse om implementering
Sæt kunden i fokus – og ikke kun med ord
Kvinder! Lær at sige nej til ‘lorteopgaver’ for at vælge de ‘karrierefremmende’
Martin Thorborgs nye ledelsesbog scorer fem stjerner
Ny bog om nomadeledelse skuffer
Kom helt tæt på velfærdsstatens problemer
Vejledning til virksomhedsledelse i en global verden får seks stjerner
Hvad er faldgruberne ved hjemmearbejde?
Den uundgåelige bog om klargøring til seniorlivet
Grethes plan virkede ikke og giver en ledelsesmæssig mavepuster
Hvad er sandheden om Morten Albæk?
Få afmystificeret AI med suveræn lærebog