management

Kultur

Sådan samler du din ledelse og får dem til at spille sammen som et orkester

For Foss og Klein er ledelse at samle de rigtige ressourcer – både menneskelig kapital og understøttende teknologier – i de rigtige kombinationer for herefter at lede dem som et orkester. InsideBusiness anmelder giver denne uges bog 6 af 6 stjerner.

I en verden i hastig forandring, hvor globale markeder og deres indbyrdes afhængigheder er mere usikre end nogensinde, og hvor disruptiv innovation lurer om ethvert hjørne, er god ledelse vigtigere end nogensinde. Men nærmest simultant vokser buddene også på, hvad god ledelse er, til forvirring og frustration for samme ledere.

Derfor kan det være fristende at lade sig forføre af futuristiske fantasier, hvor enhver virksomhed har kulturen som en startup, og hvor medarbejdere i finurlige kontormiljøer – befriet for hierarkier og ledere, der undertrykker dem – er grundlaget for banebrydende resultater. Men pas på, skriver professorerne Nicolai Foss og Peter Klein i en ny bog om, hvorfor vi har brug for noget så gammeldags som hierarki og ledere.

De har jo ikke noget tøj på!

Boganmeldelse

Why Managers Matter – The Perils of the Bossless Company
Af: Nicolai J. Foss & Peter G. Kleine
Forlag: Public Affairs, 2022

Sprog: Engelsk

Sideantal: 320
Pris: USD 29

ISBN13: 9781541751040

Stjerner: 6  af 6
Anmeldt af Olav Vorup – head of people skills, Maersk Training Denmark A/S

‘Why Managers Matter – The Perils of the Bossless Company’ er delt i to afsnit: ‘The Bossless Company’ og ‘Why Hierarchy Works’.

Første del er en skarp og kompetent kritik af ideen om, at markedsmekanismerne kan fungere som designprincipper for den moderne organisation. Det vil sige høj grad af decentralisering, delegering og empowerment i en grad, der overflødiggør mellemlederne og fritstiller de enkelte medarbejdere, så man nærmest forveksler dem med eksterne konsulenter.

Første afsnit er ikke kun en kritik af denne form for organisationsdesign, men i særdeleshed også den manglende videnskabelige tilgang til, om de nye tilgange til ledelse og organisering reelt holder vand og skaber værdi.

Bogens forfattere er professorer med årelang erfaring fra danske og amerikanske universitetsmiljøer. Med deres skarpe faglighed hudfletter de en række navngivne virksomhedscases, topledere og ledelsestænkere. Her indgår bl.a. danske Oticon som eksempel på en case, hvor hierarki blev erstattet med spaghetti, og omverdenens benovelse var så stor, at selv CNN troppede op foran hoveddøren.

Bogen gør dog op med disse enkeltstående virksomhedscases, hvor ledelse og hierarki umiddelbart synes at være forduftet. For der er tale om enkeltstående tilfælde, der ikke overlever tidens tand og ofte bliver drevet frem af karismatiske enkeltpersoner.

Kradser man nok i lakken, finder man ofte, at graden af decentralisering i de forskellige virksomhedscases næppe var så høj, som man ellers gerne vil give det ud for. Paradoksalt nok, var de nye ledelsesformer i nogle situationer kun med til at øge omfanget af mikromanagement.

Samlet set er der ikke et videnskabeligt grundlag, der tillader konklusioner om, hvordan virksomheder bør organisere sig.

Dette første afsnit er klart bogens force. Det er yderst velskrevet og forfatternes faglige ekvilibrisme gør, at man nærmest føler, man står ved siden af det barn, der spørger, hvorfor kejseren ikke har noget tøj på. Alene på baggrund af dette indledende afsnit burde bogen indgå på universiteternes pensumliste.

Tilbage til pyramiderne

Bogens andet afsnit er ikke overraskende en hyldesttale til lederen og de hierarkiske principper. Vel at mærke ikke i den industrielle tidsalders forklædning af autoritet og hierarki: nogle mennesker ’højere oppe’ i organisationen, som fortæller andre ’lavere nede’, hvad de skal gøre.

Denne form for hierarkisk autoritet kan ikke fungere i den digitale tidsalder; den er for langsom til at behandle data og for rigid til hurtigt eller effektivt at implementere nytænkte svar.

For Foss og Klein er ledelse at samle de rigtige ressourcer, både menneskelig kapital og understøttende teknologier, i de rigtige kombinationer for herefter at lede dem som et orkester. Som en dirigent, der guider orkestret i at spille den samme symfoni sammen, uden at fortælle de enkelte musikere, hvordan de skal spille på netop deres instrument.

Samlet set anser forfatterne cocktailen af ledere og hierarkiske strukturer reelt som den bedste ramme for at håndtere innovation, økonomiske forstyrrelser og black swan-begivenheder såsom coronapandemien.

Dette andet afsnit af bogen er på ingen måde dårligt. Det indeholder bare ikke samme grad af dramatik og overraskelse som første del af bogen. Men måske er det også forfatternes pointe, at udviklingen af nye måder at lede og organisere sig på bør gribes videnskabeligt an. Vi må ikke lade os forblænde af enkeltstående tilfælde og smart retorik.

Anmeldt af  Olav Vorup – head of people skills, Maersk Training Denmark A/S

Læs mere

It-sikkerhed for en bred kreds af erhvervsfolk

Sådan sælger du til det grå guld

Bogen om Britta

En mustread ledelsesbog

Topkarakter til vigtig bog om rigtig værdiskabelse for samfundet

Kom tæt på historiens største hedgefondspekulant i ny bog

Lærerig og udfordrende bog om menneske og teknologi

Skærmtække for journalister imponerer ikke

Bogen om, hvordan verdens rigdom blev fordelt

Sådan skaber du smart vækst

Stærk bog om at tænke på nye måder

Genudgivet ledelsesbog fortjener en genlæsning

Ny bibel om succesformlen for M&A