Argumenterne for og imod store sprogmodeller er mange, og selv de der er længst fremme i forhold til anvendelse og udvikling af kunstig intelligens beder om at der bliver trykket på pauseknappen. Andre siger at man ikke bør stoppe udviklingen. Hvem har ret? Det skal være usagt her.
Jeg vil ikke tage stilling til den del, men blot konstatere at store sprogmodeller er i fuld anvendelse, og ser ud til at være kommet for at blive i en eller anden form – og det er de ikke mindst i en dokumenttung branche som forsikringsbranchen.
En opgradering, ikke en erstatning Flere af de store selskaber som Zurich, Gjensidige eller Ergo eksperimenter allerede med potentialet i disse teknologier indenfor eksempelvis
tekstanalyse til effektivisering af skadesbehandling, analyse af data og forbedrede chat bots til kundehenvendelser om eksempelvis policer, status på en skadessag o. lign.
Også indenfor bekæmpelse af forsikringssvindel, som på europæisk plan estimeres at udgøre 10% af de samlede skadesudgifter kan Chat GPT sætte et væsentligt aftryk. Mønstergenkendelse er nøgleordet. Særligt Chat GPTs evne til at kunne spotte forklaringer, der ikke er sammenhængende, eller ordvalg der er typisk og genkendeligt fra andre sager med forsikringssvindel, er i fokus.
Der er ingen tvivl om, at det kommercielle potentiale er til stede og vil blive udnyttet før eller siden. Det essentielle er dog at Chat GPT skal betragtes som en støttefunktion, ikke som erstatning for personalet.
Tempo, etik og parathed Men selvom udviklingen går hurtigt, og DI ønsker at regeringen får klarlagt hvad den ønsker på området, har Danmark samtidig tabt terræn og vi er nu nummer to blandt de mest digitaliserede lande, efter Finland.
Der er dermed visse modsætningsforhold til stede. For helt naturligt ønsker vi som nation at være i front og kommercielt at udnytte de muligheder der er, for at opnå en konkurrencemæssig fordel. Samtidig er det vigtigt at have en kritisk sans i anvendelsen af Chat GPT og være opmærksom på de risici knyttet til teknologien.
Den kan forstærke bias eller ligefrem give fejlagtige svar. Bekymringer omkring hvordan Chat GPT indsamler, opbevarer og bruger personlige data fik i Marts 2023 desuden Italien til midlertidigt at blokere Chat GPT for en periode på nogle uger.
Fra europæisk side har der indenfor de sidste par uger været arbejdet på at tilføje et afsnit til den overordnede EU AI act om generativ AI som eksempelvis Chat GPT,
der skal hjælpe til at sikre, at den teknologiske udvikling ikke gør mere skade end gavn på sigt. Det bliver interessant at se, præcis hvad det kommer til at indebære.
Fordelene er der og de er åbenlyse. At kalde det lavthængende frugter, er måske at gå et skridt for langt. Men AI er blevet mere tilgængeligt nu, end det har været tidligere, til brug for den gennemsnitlige dansker, takket været generativ AI.
Man kan gøre meget, men spørgsmålet er om man skal. Måske endda om vi er klar. Hvis der ikke er regulering på området, er der risiko for at nogle vil udnytte de muligheder det indebærer – eller de risici, der ligger – afhængigt af hvordan man må se på det. Kriminelle forstår generelt hurtigt at udnytte nye teknologiske muligheder. Det kan have konsekvenser vi endnu ikke kan indse – også for forsikringsbranchen.
Det sjove er at Chat GPT selv peger på de samme potentialer og risici som eksperterne, når man spørger den. Måske fremtiden nåede frem lidt tidligere end resten af os.
Af Anette Dalsgaard Jakobsen, Principal Advisor, Advanced Analytics and Artificial Intelligence Nordics, SAS Institute.
LÆS MERE:
Kunstig intelligens lytter med, når kunderne ringer til Dansk Sundhedssikring
Sådan slår du konkurrenterne på kundetilfredshed
Se kandidatfeltet til ny topchef i Velliv. Bestyrelsen har bare et stort problem